Anne Baastrup er ny trafikordfører
”Jeg er meget glad for den store udfordring, det er, at skulle beskæftige mig med et så stort og spændende område som trafikområdet. Det er et område, som SF prioriterer meget højt”, udtaler Anne Baastrup.
SF er med i det store trafikforlig, som blev indgået i januar 2009 med alle folketingets partier uden Enhedslisten. Her satte SF sine store aftryk.
”Takket være Pia Olsen Dyhrs indsats blev trafikforliget en stor succes, hvor SF fik påvirket aftalen i en grøn retning. Det er min ambition at føre det arbejde videre. Der er stadig meget arbejde forude, før vi bl.a. har sikret gode muligheder for den kollektive trafik i hele landet. Jeg vil arbejde for, at priserne i den kollektive trafik kommer ned. Priserne er steget med 58 % de sidste 10 år, så der er ikke noget at sige til, at passagererne flygter fra den kollektive trafik. Det skal vi have vendt,” siger Anne Baastrup.
Anne Baastrup vil ud over trafikområdet stadig beskæftige sig med bl.a. handicap- og retspolitik.


