Af:

Anne Baastrup, MF, trafikordfører, folketingskandidat i Odense
Kasper Westh, byrådsmedlem i Odense, bestyrelsesmedlem i FynBus
Torben Andersen, byrådsmedlem i Kerteminde, formand for FynBus

Rundt om i landet træffer regionsrådene i disse år tunge beslutninger om at nedlægge megen buskørsel som regionalt bestilt og betalt kørsel.

Det er så op til kommunerne at overveje, i hvilket omfang de kan kompensere for de regionale nedskæringer ved at gøre den nedlagte regionale kørsel til fælles kommunale opgaver. I den meget trængte økonomiske situation, som kommunerne befinder sig i, er det mere end svært at kompensere for regionernes nedskæringer.

Med kommunalreformen fik vi seks nye trafikselskaber i Danmark, som ejes af de lokale kommuner og regioner. På Fyn er det trafikselskabet Fyn-Bus, som har til opgave at koordinere, planlægge og levere den kørsel, som ejerne -kommuner og region -bestiller og betaler for.

Det er et grundlæggende problem, at loven om trafikselskaber, hvor opgave-og ansvarsfordelingen fastlægges, ikke er særlig præcis. Ved fremsættelse af loven i 2005 formulerede den daværende energi-og trafikminister regeringens forestilling om ansvarsfordelingen således: " Det foreslås, at trafikselskaberne i de jysk-fynske regioner selv aftaler fordelingen af opgaverne mellem regionen og kommunerne". Den nuværende lov lever helt op til denne temmelig diffuse ansvarsfastlæggelse -desværre. På denne baggrund er det ikke svært at forstå, at busdriften er blevet et område for kassetænkning. Taberne bliver blandt andre de mange unge mennesker, hvis daglige transport til ungdomsuddannelsesinstitutionerne tages som gidsel i en strid mellem region og kommuner.

I pressen serveres der løbende dårlige fortællinger om mennesker, som kommer i klemme i " buskrigen mellem regioner og kommuner". En del af disse sager præsenteres for de skiftende transportministre, som hver gang fastslår, at ansvaret ikke ligger hos regeringen og at " problemet er jeres ude i kommuner, regioner og trafikselskaber". Det er korrekt, at ansvaret er placeret decentralt, men det må være et regeringsansvar, at rammer og ansvarsfordeling er så klare, at de tre parter omkring løsningen af busdriften kan koncentrere sig om at løse opgaven og ikke bruge en masse energi på at " sende aben videre" til naboen! For flere politikere, herunder ganske mange i Odense Byråd, er der en enkel løsning på " buskrigen" og de manglende penge til at opretholde blot en uforandret bustrafik. De siger: " Fjern den ene part -regionerne -som bestiller og betaler af busdrift, og overlad det hele til kommunerne". Forslaget lyder meget enkelt og umiddelbart letforståeligt, men problemet er, at det giver os mindst to nye problemer.

Der kommer ikke én krone mere til busdriften ved at flytte rundt på penge og ansvar. Men hvad værre er: Hvis de penge, regionerne i dag får fra staten til busdrift, overføres til kommunerne, fordeles de efter indbyggerantal, hvorved der flyttes ganske mange " buspenge" fra land til by. I Odense bor der 38 procent af indbyggerne i FynBus' område, men regionen har " kun" 28 procent af sin kørsel i Odense Kommune. Ved at tage regionerne ud af busdriften vil f. eks Odense opleve at få netto ca. 10 millioner kr. til at " købe" bustimer for -og det er fra resten af øen og Langeland pengene fjernes. Som en konsekvens heraf pådrager Odense sig et særligt ansvar for det samlede rutenet på Fyn, og det er næppe det, medlemmerne af Odense Byråd er valgt til.

Hvis folketing og regering overlader ansvaret for, at busdriften hænger sammen på tværs af kommunegrænserne til kommunerne, forudsætter det et ligeværdigt samarbejde mellem kommunerne med en fælles målsætning. På den østlige side af Storebælt har de erfaringer med det -og de peger ikke på, at kommunerne er i stand til i fællesskab at tænke busdrift ud fra en helhedsorienteret synsvinkel på tværs af kommunegrænserne.

Der er eksempler på, at der er et stort behov og villighed til at bestille og betale for en rute, der skal transportere borgere fra A til C igennem kommune B. Viljen er stor i A og C, da det primært er borgere og virksomheder herfra, der har glæde af ruten. Kommune B har ikke ret stor glæde af ruten og vil i sine bestræbelser på at finde besparelsespotentialer i egen økonomi ikke være med, hvorfor ruten nedlægges. Det er blot kassetænkning på en anden måde.

I disse økonomisk trængte tider er risikoen for, at der kommer til at gå " sognerådspolitik i den" overhængende. Hvis man i forvejen har flyttet en masse buspenge fra land til by, bliver øvelsen ikke lettere. Vi kan derfor ikke anbefale at overføre penge og opgaver i busdriften fra regioner til kommuner.

Derimod er der brug for én styrende kraft, der definerer og finansierer et overordnet tværkommunalt busnet, som binder regionen sammen.

Det kan gøres ved at regionen -eller trafikselskaberne -tildeles denne rolle. Da regionerne ikke har sin egen økonomiske handlefrihed, men styres centralt af regering og folketing, er dette ikke nogen farbar vej. Regionernes frihed ligger tungt i finansministerens lomme.

Den oplagte løsning er derfor at omformulere loven således, at trafikselskaberne får kompetence og midler til at fastlægge det overordnede rutenet. Det bør dog fortsat være sådan, at kommunerne selv fastlægger serviceniveauet inden for egne kommunegrænser.

Hvis trafikselskaberne skal udvikle sig til at blive det sted, hvor det overordnede sammenhængende rutenet fastlægges ud fra passagerernes behov -og ikke ud fra kommune-og/ eller regionskassernes behov -må finansieringen af de tværkommunale busser løftes ud af kommuner og region. Regionen kunne i loven pålægges at sende sine " buspenge" svarende til ca. 250 kr. pr. indbygger og kommunerne 100 kr. pr. indbygger, på samme måde som kommunerne i dag medfinansierer sundhedsvæsen og regional udvikling. På denne måde sikrer vi en langsigtet og stabil finansiering af de tværkommunale busruter, som er så vigtig for at vinde og fastholde passagernes tillid.

Herudover må trafikselskabernes rolle som aktør på vegne af regioner og kommuner styrkes.

Bestyrelserne i de enkelte trafikselskaber må have deltagere fra alle kommuner og regioner.

De regionale trafikselskaber, FynBus ikke mindst, har i medierne oplevet meget negativ omtale. Noget af det har været berettiget kritik, forhold som skyldes startvanskeligheder i en ny organisation. Men i mange andre sammenhænge er FynBus blevet gjort ansvarlig for beslutninger, som man slet ikke havde mulighed for at påvirke.

Nedskæringer i servicen har f. eks. i næsten alle tilfælde været konsekvenser af budgetproblemer i regioner og kommuner.

Hvis trafikselskaberne skal få succes som den styrende, ledende og stabiliserende faktor i arbejdet med at vende den negative spiral af busdriften i Danmark, kræver det, at ikke alene er alle interessenter samlet omkring bordet, hvor beslutningerne træffes. Det forudsætter også, at alle trækker på samme hammel. Når økonomien -og hvem der skal betale -på forhånd er fastlagt, skulle mulighederne for at tænke langsigtet være de bedst mulige.