Nye ufinansierede ønsker har ingen gang på jorden!
Sådan fik Stina Willumsen sat rammen for debatten på medlemsmødet om Odense Kommunes økonomi mandag den 7. juni.
Vi er allerede igang med store effektiviseringstiltag. Samtidig står vi overfor nulvækst, udsigt til en stram økonomiaftale, et stadig fald i skatteindtægter og stigende udgifter på det sociale område. Netop derfor har nye ufinansierede ønsker ingen gang på jorden.
Vi har nu SFere i alle udvalg, og det var en veloplagt håndfuld byrådsmedlemmer, der én for én kunne præsentere de udfordringer, som hvert udvalg står over for. Ja SF er trukket i arbejdstøjet. Vi tager ansvar og løser også de sure pligter. Derfor var opgaven for SF-Odenses medlemmer også at pege på, hvad der kan skæres væk, og hvad der kan omprioriteres.
Umiddelbart ikke den mest spændende opgave - og så alligevel! Den svære opgave blev modtaget som en udfordring af de fremmødte, og vores lokale i Kongensgade begyndte efterhånden at summe af konstruktive forslag, nye ideer og kreative omprioriteringer. Debatlysten var stor og de mange ideer blev sendt med baggrundsgruppen til det videre arbejde med økonomiudfordringen.
Situationen er alvorlig. Det kommer til at kunne mærkes, at økonomien er dårlig. Men medlemsmødet viste, at det er SF, der har ideerne. Det er SF, der er i stand til at tage ansvaret på sig og løse opgaven Og det bliver med en insisteren fra SF om, at det ikke skal være de svageste i vores samfund, der skal betale regningen.


